En ode til Moderjord - en fødselsbeskrivelse

Fredag d. 22. april kunne vi sige velkommen til vores lille Alfred - på den smukkeste solskinsberigede langfredag. Det var den dejligste oplevelse, jeg aldrig havde drømt om at skulle blive en del af.

De kvindelige kræfter, som man kun oplever via en fødsel, er så altoverskyggende, hvilket overrasker mig gang på gang - man går fuldstændigt ind i sig selv og følger med eller modsat - stritter imod. Min 3. gang var en mindeværdig oplevelse, som jeg vil erindres med stor taknemmelighed.

Fredag morgen vågnede jeg op og var en smule utilpas. Jeg var ikke udhvilet og havde en krop der murede noget. Henrik og Ida var stået op og hyggede sig i stuen. Vi fik lidt morgenmad - og jeg havde sådan en fornemmelse af, at det kunne være lige den dag, hvor det hele gik i gang. Det havde jeg dog sagt flere gange i flere dage, så jeg måtte korrigere mig selv - "ja nu må vi jo se?"

Min søster skulle komme på påskeferie et par døgn, så mulig barnepige var arrangeret. Jeg vandrede lidt hvileløst rundt - endte med at gå i seng igen og sov til 11.30, hvor Henrik og Ida var inde og hente Søs. Jeg tog mig et bad og smurte min kæmpemave ind i creme, mens jeg tænkte på, hvordan det mon ville blive.

Jeg dækkede bord på teressen og glædede mig meget til at sidde i solen og drikke kolde drikke og sludre med min søster. Jeg endte dog i skyggen og sukkede noget over varmen. Kunne jeg have valgt selv, lå jeg flydende i en pool med maven i vandskorpen. 

Ida rev mig ud af min trance. Hun var træt og skulle ud at sove. Under seancen hvor jeg puttede hende i barnevognen, gik vandet. Eller? Jeg løb ud på badeværelset, pinligt at tisse i bukserne uden at mærke, at min blære var fyldt. Da jeg rejste mig op for at tørre mig, løb det videre. Jeg løb også - glad og nervøst pulserende - ud til Henrik på teressen. "Du? Vandet er vist gået. Ja sgu - det løber videre.. se mine bukser?" Henrik så noget forbløffet ud.. "Hvad så nu?" Spurgte han..

Vi ringede på OUH.. De sagde, at vi skulle komme derud og blive tjekket. Så kunne de se, hvorledes jeg var åbent.. jeg havde plukveer hver 8-10 min. Ikke nogen der gjorde ondt.

På OUH var jeg stort set ikke gået i fødsel. Ud over mit våde sneglespor fra p-pladsen op til fødegangen, kunne man ikke se, at det var NU. 

Min livmoderhals var 1 cm lang og 1 cm åben. Vi tog hjem igen med den plan om at få sat en stikpille op kl 18.30 - for at hjælpe processen igang. Det var altså 4 timer vi skulle slå ihjel derhjemme. Det kunne jeg slet ikke overskue, især ikke når plukveerene begyndte at gøre ondt. Var det veer? Henrik fik besked på at snegle sig over bump på vejen.

Hjemme igen tog veerne til. Inden jeg fik set mig mig om, var der 3 min i mellem og jeg kunne ikke føre en normal samtale. Henrik syntes at jeg skulle gå i seng og hvile. Det kunne jeg godt droppe, det gjorde så ondt, når jeg lå vandret. Jeg havde det faktisk bedst ved at gå rundt. Jeg hang bedst op af vores disk i køkkenet og prustede godt igennem. Ida var oppe igen på det tidspunkt, så hun kom tit hen og kiggede på mig med undrende øjne? Jeg prøvede at snakke koncentreret med hende, men hun vidste åbenbart, at noget var i gære, så hun strøg mig på benet og krammede mig og gik ud til Moster. Mellem veerne fik jeg sendt sms´er til min veninde og ført en lille samtale.

Hvad der lige pludselig gik op i mig, aner jeg ikke. Men pludselig midt i veer, kontrolleret åndedræt og hyppige toilet besøg sprang jeg ud på teressen for at minde Henrik om, at han skulle huske at vande planterne på teressen. De skulle ikke dø varmen! Min søster, som ellers var noget betuttet og stille midt i det hele - skreg af grin over min "ordre". Jeg kunne ikke se, hvad det sjove var - andet end at jeg hang i vores parasol, for at holde veerne ud samtidigt. 

Hold kæft der var lang tid til 18.30. Veerne kom som perler på en snor med max 2 min mellemrum og kl. 16.30 - 1½ time efter vores besøg på OUH turde jeg ikke være hjemme i det længere. Jeg bad Henrik ringe på fødegangen - de mente ikke, at jeg kunne være åbnet synderligt siden vi var derude sidst. Men at vi  selvfølgelig bare kunne komme. Jeg nåede lige at overveje, om det var mig, der var en pjatrøv? Lige indtil den næste tog hånd om mig! Vi skulle bare afsted!

Ida skreg. Hun ville f.. ikke være hjemme hos Moster, så det var en svær afsked med hende, men nødvendig! 

I bilen hang jeg i loftets håndtag og håbede at kunne undvige asfaltens små ujævnheder. Jeg skreg af Henrik, når jeg kunne se forude, at der var bump eller huller. "kør laaangsomt Henrik, det gør ondt". Om det er ren maskulin refleks? Jeg følte Henrik havde sømmet i bund. 

Henrik satte mig af foran indgangen på OUH. Jeg undersøgte lynhurtigt faciliteterne og kastede min kærlighed på skiltet. Der hang jeg og jamrede - mens jeg tænkte på hvor klamt det var at hænge med næsen i området på skiltet, hvor folk vælger at slukke deres klamme smøger. Uden at overveje at flytte mig, stod jeg der i evigheder (max to min). Der kom et par forbi mig og hviskede "det ser hårdt ud". Jeg var fuldstændig ligeglad - de kunne sige hvad som helst og glo på mig, som på en abe i bur. Jeg var i mit eget univers - hvor kun jeg eksisterede sammen med mit projekt "barn til verden". 

Kl. 17.08 kommer jeg nærmest kravlende ind på fødegangen. Jordemoderen var ikke længere i tvivl. Vi fik en fødestue og var pludselig tæt på målet - Alfred. Jeg græd og grinte på samme tid, kyssede Henrik og jokede lidt om, at det sgu var for latterligt af os at gå det igennem igen. Det var så tæt på - vi var så glade og jeg arbejdede på højtryk. 

Jeg gik lidt i banjo, da jordemoderen ville tjekke mig indvendig. Jeg ville så nødigt op at ligge. Jeg kunne slet ikke se mig selv, springe op i sengen. Det var umuligt for mig. Jeg var så koncentreret i veerne og arbejdede så effektivt når jeg stod. Rent faktisk følte jeg, hvordan livmoderen krængede sig op om barnets hoved. Det var så underlig en fornemmelse, men jeg var slet ikke i tvivl. Jeg kunne abstrahere fra smerterne og mærke, hvordan jeg åbnede mig.

Jordemoderen og Henrik fik mig dog alligevel op på langs. 4 cm åben og godt på vej. Jeg fik tilbudt et bad - det havde jeg ikke prøvet med pigerne, da jeg havde overvågningsudstyr på - så jeg tog imod tilbudet om denne form for smertelindring. 

Badet blev fyldt op og jeg fik inden da en klyx. Det var noget af en oplevelse for både Henrik og jeg. Noget så sårbar måtte jeg kalde på Henrik fra badeværelset - jeg havde knap nok fået tømt mig, før en ve kom, så jeg måtte rejse mig fra wc´et. Jeg kunne bare ikke komme op og stå. Jeg havde brug for hjælp. Henrik kom ind - jeg græd af ydmygelse - sikke en stand at se mig i. Mens veen klingede af stod jeg hos ham og var tryg. Han fik gjort mig klar til badet (første og sidste gang han tørrer mig bagi) og jeg kunne hoppe op i det varme vand.

Jeg har efterfølgende tænkt meget over de første min i vandet. Jeg satte mig på knæene og lod mig synke ned. Da der kom en ve, sad jeg stadig sådan på knæene og jeg er sikker på, at jeg kunne mærke, at jeg gav mig alt hvad jeg overhovedet var i stand til. 

Pludselig kunne jeg ikke holde mig oven vande og gled rundt på bagen og hang med hovedet ud over kanten af badekarret med hagen krænget rundt om karret så jeg ikke gled ned igen. Der var en ændring?! 

Og netop som jeg havde gisnet om, så fik jeg en presse ve. Jeg hviskede til jordemoderen, som sad på kanten - "jeg tror jeg skal presse". "Fik du tømt dig ordenligt?", spurgte hun tilbage. Altså helt ærligt! "Spørg lige Henrik om det? Ja - jeg tror det er en rigtig presseve". Og pludselig kunne jeg ikke holde igen. 

Hun fik hurtigt sat maskine på maven, så hun kunne høre hjertelyd - og medgav mig, at jeg var i sidste fase og skulle op af badet.

Jeg kunne slet ikke komme op. Når barnets hoved er så langt nede i systemet, så er det svært at få bæknet og benene til at lystre. Jeg kunne ikke overskue at gå eller i det hele tage løfte benene over kanten af badet og derefter hoppe op på fødebriksen. 

Men op kom jeg - tror nærmest jeg fløj - jeg skulle nå det inden presseve nr. 2 kom. 

Derefter stod tiden stille. I rummet var det stille. De to jordemødre og Henrik forholdt sig fuldstændigt i ro og snakkede stort set ikke. Det var den smukkeste oplevelse jeg overhovedet har befundet mig i. Der var kun mig, maven og Alfred. De lod mig stort set arbejde selv. 

Jeg som ikke troede, at jeg kunne selv. Men jeg havde kontrollen. Jeg vidste præcist hvornår jeg skulle presse, holde igen og gispe. De 20 minutter, hvor jeg havde presseveer på briksen, var jeg så koncentreret og fokuseret og er idag så overrasket over, hvor rolig jeg var. Jeg hverken skreg som en gris - som sidst med Ida - eller blev panisk angst for smerterne. Jeg var fuldstændigt i en tilstand af zen. 

Jordemoderen foran mig, sagde stort set ikke noget - så på et tidspunkt kunne jeg ikke fornemme, hvor langt hovedet var kommet, så jeg spurgte, om hun kunne se hår? Hovedet var der på vej ud - jeg stak hånden ned og mærkede efter - så var jeg klar igen til de sidste par pres. 

Alfred kom til verden kl. 18.03 med en lille skrig.

4½ time efter vandafgang.

Det lille menneske - som jeg på et splitsekund knuselsker og vil dø for - vejede 2930 g. Han er 52 cm lang og et en tynd lille dreng. Hans blodsukker var lavt og han blev vurderet for tynd. Så vi har været 2 dage på barselsgangen til mælken løb til. Det har været dage og timer, hvor vi har buret os inde og ligget mave mod mave. Den første tid har været så intens og fyldt med kærlighed. (det er lige til at få huller i tænderne over, men jer der har været dette forløb igennem, ved hvad jeg mener!) 

Der har ikke eksisteret andre end vores lille familie på 5. 

Vi er hjemme nu og nyder dagene sammen noget så eftertrykkeligt. 

Jeg er så lykkelig. Jeg elsker allerede det liv vi har med Alfred. Pigerne er bløde som smør og kysser og aer ham. Han får det som blommen i det æg - den lille SuperAlfa.